Spring til indhold

Nyhedsbrev MOT Multihal januar 2011

Tilmeld dig nyhedsbrevet ved at skrive til: mot-multi@hotmail.com

Så er vi i gang med 2011, og det bliver uden tvivl et både spændende og krævende nyt år mht. MOT Multi projektet.

Men sker der noget? Hvor står vi? Ja! Der er godt gang i MOT Multi på flere fronter.

Støtteforeningen, som jo er bygherre, har mellem jul og nytår købt byggegrunden. Et ikke uvæsentligt udgangspunkt for projektet. Tillykke med det.

Varde museum har undersøgt jordstykket for fortidslevn, og intet af nævneværdig interesse fundet. Det betyder, at vi må gå i gang, så snart håndværkere og vejret tillader det!

Byggeudvalget har arbejdet hårdt og målrettet, og har afleveret flotte tegninger og planer over et projekt, som både overholder de økonomiske rammer, samt indfrier de ønsker og kriterier, der på forhånd var opstillet til byggeriet. Godt arbejde af udvalget – det har ikke været let, men der er fundet gode, kreative og holdbare løsninger! Tegningerne er ophængt i friskolens aula, så bare kom og kig. Det er bestemt spændende sager.
Fundraising gruppen har stået for udsendelse af over 300 julekort – med opfordring til at støtte MOT Multi – til alle de tidligere elever, som deltog i jubilæumsfesten for et par år siden, så nu er spændende at se, om de vil støtte projektet. Derudover arbejdes med ansøgning til LAG.
Også et fælles familiearrangement den 1/4 -2011 er under opsejling, så sæt allerede nu X i kalenderen.
Der er også udsendt brev til alle dem, der havde givet forhåndstilsagn om at støtte MOT Multi økonomisk, og dette følges op af en husstandsindsamling i løbet af de kommende måneder.

Støtteforeningen arbejder med at få finansieringen endelig på plads. Banken har sagt ja til deres del af lånet, og pt. arbejdes der med to kreditforeninger m.h.t. de store lån i bygningen. De er positivt indstillede, og det forventes, at den endelige aftale er på plads indenfor 1-2 uger.

Og så går det hele løs… 🙂 Det er næsten ikke til at vente mere, men man kan jo som bekendt vente længe på noget godt! Og selvom det i den fysiske verden ikke ser ud som om der sker noget, så er alt forarbejdet jo mindst lige så vigtigt – ja faktisk udgangspunkt for, at alt glider let og ubesværet, når maskinerne går i gang. Så ja – det kører planmæssigt derud af med MOT Multi. Der arbejdes ihærdigt på flere niveauer, og der indskrives elever til 8. klasse på friskolen. Det er fantastisk, hvad man kan, når man står sammen!

Godt nytår!
Venlig hilsen
Lis Mærsk Staunstrup

Tilmeld dig nyhedsbrevet ved at skrive til: mot-multi@hotmail.com

Del på Facebook

Marts 2024

Præsentation af MOT

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Vejret fra DMI